Siden Energi Fyns Vindmøllepulje blev etableret tilbage i 2018, er der uddelt mere end 700.000 kroner til lokale initiativer i Munkebo-området. I år er yderligere 100.000 kroner klar til at blive fordelt.
Puljen kan søges af projekter inden for en radius på 4,5 kilometer fra Energi Fyns tre vindmøller på Odense Havn i Munkebo. Projekter inden for blandt andet energioptimering, energibesparelse, kultur, miljø og natur har fortrinsret.
Lokale idéer skal have mulighed for at vokse
Gennem årene har puljen blandt andet støttet lokale foreninger, Østfyns Museum og infohuset på Munkebo Bakke. Sidste år var en af modtagerne Munkebo Miniby, der modtog støtte til færdiggørelsen af udstillingen "Bakkens Bygninger".
Der findes mange gode idéer og et stort lokalt engagement i Munkebo. Med Vindmøllepuljen vil vi gerne være med til at give nogle af de idéer mulighed for at blive til virkelighed. Derfor håber vi også, at foreninger og andre lokale aktører vil gribe muligheden og sende os en ansøgning siger Christian Drejer, kommerciel direktør hos Energi Fyn
Vindmøllepuljen udspringer af Energi Fyns tre vindmøller på Odense Havn i Munkebo. Midlerne fordeles af Vindmøllepuljekomiteen, som består af tre repræsentanter fra lokalsamfundet udpeget af Lindø Vindmøllelaug I/S og to repræsentanter udpeget af Energi Fyn.
Vindmøllerne skaber værdi på flere måder
Ud over bidraget til Vindmøllepuljen har vindmøllerne gennem årene givet et gennemsnitligt årligt afkast til anpartshaverne på 15 procent. Samlet set har udbyttet pr. anpart dermed oversteget det oprindeligt investerede beløb.
Energi Fyns vindmøller på Odense Havn er et godt eksempel på, hvordan en investering i vedvarende energi kan skabe værdi på flere måder. De har både givet et godt afkast til anpartshaverne og samtidig bidraget med midler til projekter, der kommer lokalområdet til gavn, fortæller Christian Drejer.
Søg senest 31. oktober
Ansøgningsperioden løber frem til den 31. oktober kl. 15. Ansøgninger sendes til vind@energifyn.dk.
Læs mere om kriterierne og Vindmøllepuljen på Energi Fyns hjemmeside.
Fakta om Vindmøllepuljen
- I 2026 er der 100.000 kroner til uddeling.
- Over puljens otte år er der uddelt mere end 700.000 kroner til lokalområdet.
- Puljen støtter projekter inden for 4,5 kilometer fra de tre vindmøller på Odense Havn i Munkebo.
- Projekter inden for energioptimering, energibesparelse, kultur, miljø og natur har fortrinsret.
- Ansøgningsfristen er 31. oktober kl. 15.
