Kerteminde Kommune inviterer til jobmesse
Find nye karrieremuligheder eller den rette kandidat, når Kerteminde Kommune og Jobcenter afholder jobmesse. Messen finder sted tirsdag den 13. maj kl. 10 til 12 i Kertemindehallen på Enggade 19.
Kerteminde Kommune inviterer til jobmesse, hvor en lang række spændende virksomheder, vikarbureauer og uddannelsesinstitutioner er samlet.
Messen giver jobsøgende mulighed for at udforske forskellige jobmuligheder hos blandt andet Munkebo Seafood, Vestas og Kverneland. Der er åbent for alle, der søger nyt arbejde, hvad enten det drejer sig om fleksjob, deltidsstilling, fuldtidsjob eller et brancheskifte.
