11. november 2025

|

Pressemeddelelse

Oversvømmelser truer Kerteminde: Nu går stat og kommune sammen om at sikre kysten

Kerteminde er blandt de mest oversvømmelsestruede områder i Danmark. Ny fælleserklæring mellem staten og Kerteminde Kommune er startskuddet på et tæt samarbejde om kystsikring af byen.

Oversvømmelser truer Kerteminde: Nu går stat og kommune sammen om at sikre kysten
Af: Miljø- og Ligestillingsministeriet | Foto: Miljø- og Ligestillingsministeriet

Del :

FacebookTwitterLinkedIn
Miljøminister Magnus Heunicke og borgmester i Kerteminde Kommune, Kasper Ejsing Olesen, har mandag den 10. november underskrevet en fælleserklæring om den statslige forundersøgelse af kystbeskyttelse ved Kerteminde By. Forundersøgelsen er en del af den politiske aftale om en accelerationspakke for kystbeskyttelse, som regeringen og et bredt flertal indgik den 24. oktober 2025, hvor der er afsat ca. 900 mio. kr. til at sætte tempo på kystbeskyttelsen af Danmark. Kerteminde by er et af de mest oversvømmelsestruede områder i Danmark, bl.a. fordi havvand fra Storebælt kan blive presset ind i den snævre fjord ved storm og skabe oversvømmelser. Det kan få store konsekvenser for både by- og industriområder. Staten vil derfor gennemføre og medfinansiere en forundersøgelse af mulige kystsikringsløsninger for at accelerere beskyttelsen af byen mod stormfloder og stigende havvand. Forundersøgelsen gennemføres i samarbejde med Kerteminde Kommune, som også medfinansierer forundersøgelsen. Miljøminister Magnus Heunicke udtaler:
Staten vil tage et større ansvar for at beskytte de mest udsatte kystbyer mod truslen fra oversvømmelser fra havet. Derfor går vi nu ind med statslig hjælp til at gennemføre og medfinansiere en konkret forundersøgelse af kystsikring af Kerteminde by. Med fælleserklæringen i dag er vi enige med kommunen om at påbegynde samarbejdet om at finde de rigtige kystsikringsløsninger til byen.
Borgmester Kasper Ejsing Olesen fortæller:
Jeg er glad for, at regeringen og Folketinget har vedtaget at sætte gang i en statslig forundersøgelse af kystsikring af Kerteminde By. Nu glæder vi os til at få sat gang i samarbejdet om forundersøgelserne, så vi kan komme tættere på en realisering af kystsikringen med udgangspunkt i den viden og det forarbejde, vi allerede har gjort. I sidste ende er det afgørende, at forundersøgelserne bidrager til, at vi i sidste ende står med et anlægsprojekt, der er muligt at realisere.
Oversvømmelsesrisiko i Kerteminde
Kort 1: Oversvømmelsesfare ved en 200-års hændelse i 2075 Kort 2: Skader ved en oversvømmelse svarende til en 200-års hændelse i 2075
  • Kerteminde er ofte truet af oversvømmelse, fordi vand fra Storebælt kan blive presset ind i den smalle fjord. Under stormfloden Ingolf i 2017 nåede vandstanden i havnen 1,36 meter, og Fjord & Bælt måtte evakuere dyr.
  • Kort over oversvømmelsesfare viser, at både by- og industriområder risikerer at blive oversvømmet ved en såkaldt 200-års hændelse i 2075.
  • De samlede forventede skadesomkostninger ved oversvømmelser i et 80-årigt perspektiv frem til 2105 estimeres til ca. 400 mio. kr.

Galleri

Event Information