Skip to main content
16. november 2022

Den Gamle Købmandsgård fejrer 20-års jubilæum

Jonas Nielsen og Steen Sørensen, der er indehaverne af vinhandlen Den Gamle Købmandsgård, fejrer butikkens 20-års jubilæum med en reception.

Af: Viktor Bork | Foto:

Jonas Nielsen og Steen Sørensen, der er indehaverne af vinhandlen Den Gamle Købmandsgård, kan fejre butikkens 20-års jubilæum og holder i denne sammenhæng en reception.

Den Gamle Købmandsgård har nu været en fast bestanddel af Kertemindes bybillede i 20 år, og i den forbindelse inviteres venner, familie og kunder til fejring i butikkens lokaler engang i januar på den anden side af julehandlen.

Den 1. november var det officielt 20-år siden, at vinhandlen slog dørene op til deres butik for første gang. Deres historie går dog endnu længere tilbage end det, da makkerparret mødte hinanden sidst i 1990’erne på vinskolen Mommark Handelskostskole på Als. Fra dette første møde lå det ikke umiddelbart i kortene, at de to kommende kompagnoner skulle åbne og drive deres egen vinhandel midt i Kerteminde. På trods af dette og flere forskellige udfordringer i løbet af de sidste mange år, så er det dog ikke en beslutning, de sidenhen har fortrudt.

Tværtimod har de nydt de sidste 20 år med at rådgive, vejlede og yde en god service til både private og erhvervskunder. Derfor vil de gerne markere jubilæet med en reception for at sige tak for alt den støtte, de har modtaget igennem de sidste 20 år.