Skip to main content
28. august 2023

Du kan stadig nå at få støtte til dit naturprojekt fra kommunens VILDpulje

Kerteminde Kommune har stadig midler tilbage i deres VILDpulje, og derfor kan du stadig nå at søge støtte til dit naturprojekt.

Af: Viktor Bork | Foto:

Kerteminde Kommune har stadig midler tilbage i deres VILDpulje, og derfor kan du stadig nå at søge støtte til dit naturprojekt.

Kerteminde Kommune deltager i øjeblikket i konkurrencen om at blive ”Danmarks Vildeste Kommune”. Konkurrencen går i alt sin enkelthed ud på, at de tilmeldte kommuner dyster om at udvikle projekter, der fremmer biodiversiteten.

I den forbindelse har Kerteminde Kommune afsat en VILDpulje på 250.000 til at skabe nye naturarealer og sikre levesteder for både dyr og planter. Der er stadig omtrent 100.000 tilbage i denne pulje, som mangler at blive afsat til et naturprojekt.

Så hvis du har en god idé til, hvordan kommunen kan fremme biodiversiteten, har du stadig mulighed for at få del i puljen.

Hvem kan ansøge VILDpuljen?

VILDpuljen er primært tiltænkt borgere, virksomheder og landbrug, så disse kan søge om tilskud til indsatser, der gavner og fremmer naturen samt biodiversiteten. Hidtil har puljen bl.a. givet støtte til etablering af vandhuller og blomsterenge samt vandløbsregulering.

Det er muligt at søge om midler til et naturprojekt indtil udgangen af 2023. Så hvis du sidder med en god idé til et grønt projekt, kan du ansøge om midler fra VILDpuljen ved at sende en mail til natur@kerteminde.dk.

Du kan finde praktisk information og yderligere kriterier til naturprojektet her.