Skip to main content
5. februar 2026

En 56-årig mand og en 64-årig mand dømt for bedrageri i millionklassen

Den 64-årige mand blev ved en straksdom i dag idømt et år og tre måneders fængsel. Mandag den 2. februar 2026 blev den 56-årige idømt halvandet års fængsel.

Af: Fyns Politi | Foto: Rigspolitiet
PRESSEMEDDELELSE

Begge mænd stod tiltalt for bedrageri, hvor de via svindel med klonede biler skaffede sig over tre millioner kroner.

At en bil er klonet betyder, at bilens oprindelige stelnummer er blevet fjernet, og at bilen i stedet fremstår med en anden bils stelnummer.

Mændene anskaffede sig de klonede biler fra blandt andet udlandet, hvilket har vanskeliggjort sporingen.

Mere end tre millioner kroner.

De to mænd solgte eller forsøgte at sælge klonede biler til en samlet værdi af mere end tre millioner kroner.

Den 56-årig mand blev dømt efter en tilståelsessag.

Den 64-årige blev dømt i grundlovsforhør og fængslet efter dom.

Begge mænd er fra Kerteminde kommune.