Skip to main content
25. november 2025

Fynske virksomheder bidrager mindst til samfundet

I alle de fynske kommuner ligger bidraget fra erhvervslivet til samfundet under landsgennemsnittet. Det viser en analyse fra DI Fyn.

Af: Nete Hjort Ploug | Foto: Canva
Danske virksomheder bidrager med mere end 750 mia. kroner til samfundet, og det er rekordhøjt, viser en ny analyse fra Dansk Industri. Beløbet svarer til mere end halvdelen af de samlede offentlige udgifter og er dermed et væsentligt bidrag til velfærdsstaten.
Fyn halter efter det øvrige Syddanmark

Men i alle de fynske kommuner ligger bidraget fra erhvervslivet under landsgennemsnittet. Kun Odense kravler op på gennemsnittet for Region Syddanmark, hvis man ser på virksomhedernes samfundsbidrag pr. indbygger. På Fyn er det 91.900 kroner, mens det i Sydjylland er på 124.900 kroner.

Der er store geografiske forskelle, og gennemsnitstallene pr. kommune er ofte drevet af, at der i nogle kommuner er en eller flere meget store virksomheder, som betaler meget i selskabsskat og samtidig har høje lønninger, så skatteindbetalingerne fra medarbejderne også er højere her, forklarer bestyrelsesleder i DI Fyn John Veje Olesen.

Tallene for de fynske kommuner fortæller historien om et område, hvor der ikke er én stor vækstmotor, som man f.eks. ser det med Lego i Billund eller Novo Nordisk i Gladsaxe. Men derfor kan der sagtens være et stort potentiale her på Fyn, siger John Veje Olesen.

Han peger på, at de lokale politikere kan gøre en del for at påvirke udviklingen.

Når de kommende byråd skal formulere politikken for de næste fire år, er det vigtigt at skabe gode vilkår for virksomhederne. Det handler bl.a. om adgang til kvalificeret arbejdskraft, gode trafikale forhold, smidig sagsbehandling og god dialog mellem kommunen og virksomhederne, siger DI Fyns bestyrelsesleder.

Find din kommune, og se hvor meget virksomhederne bidrager i forhold til de øvrige fynske kommuner og regioner: 
Kommune  Samlet bidrag (mia. kr.) Bidrag pr. indbygger (kr.)
Assens 3,3 80.600
Faaborg-Midtfyn 3,4 64.900
Kerteminde 2,4 100.800
Langeland 0,8 65.300
Middelfart 4,3 105.900
Nordfyn 1,9 63.000
Nyborg 2,1 64.200
Odense 23,4 112.000
Svendborg 4,6 77.600
Fyn 46,5 91.900
Sydjylland 91,5 124.900
Region Syddanmark 138 111.400