Skip to main content
9. januar 2024

Munkebo Seafood søger en International Sales Manager

Har du en stærk salgsprofil? Og er du klar på spændende administrative opgaver? Så søger Munkebo Seafood netop nu en International Sales Manager.

Munkebo Seafood tilbyder et job i en mindre produktionsvirksomhed, hvor den rette person vil få stor indflydelse på opgaverne indenfor sit ansvarsområde og få mulighed for at præge beslutningerne og fremtiden. Hos Munkebo Seafood A/S er der ikke langt til beslutningerne, og de deltager alle aktivt i hverdagens udfordringer og hjælper hinanden, hvis der er behov for det.

Om Munkebo Seafood

Munkebo Seafood er en fynsk fiskekonservesproducent fra 1974. De er omkring 38 medarbejdere fordelt på forskellige afdelinger. Sammen arbejder man på at opfylde den stigende efterspørgsel på konserves til både Danmark, flere steder i Europa og resten af verden.

Hos Munkebo Seafood er de specialister i at producere især fisk og skaldyr på dåse – og deres kernekompetence er laks på dåse. Som svar på kundernes forskellige behov omfatter vores sortiment nu også et udvalg af grøntsagssupper med bælgfrugter og tang.

I 2021 overtog den færøske lakseopdrætsvirksomhed, Bakkafrost, 90 % af aktierne i Munkebo Seafood. Bakkafrost har fuld kontrol over hele værdikæden fra foder til slutprodukt. Det gør Bakkafrost-laksen til den mest bæredygtige opdrættede laks i verden – og laksen har selvfølgelig også en overlegen smag. Derfor er de hos Munkebo Seafood især stolte af deres laks på dåse.

Primære arbejdsopgaver

DELTAGE I MESSER (ANUGA, SIAL, SEAFOOD EXPO, PLMA) OG KUNDEBESØG

Din daglige arbejdsplads vil være på kontoret i Munkebo, og du må forvente omkring 40-50 rejsedage om året til messer og kundebesøg. Det primære fokus vil være det amerikanske marked, og dermed vil de fleste rejsedage gå til USA. Der er mulighed for sparring med Bakkafrost USA (New Jersey).

SKABE OG VEDLIGEHOLDE RELATIONER TIL NUVÆRENDE OG POTENTIELLE KUNDER

Du etablerer og udvikler selvstændigt salget gennem hele processen fra etablering af kontakt til afslutning af salget. Før, under og efter salgsprocessen vil der være en del forberedelse og opfølgning, som du selv varetager, indtil kunden er tilfreds, og salget er afsluttet internt.

Du vil ligeledes få overdraget enkelte strategiske kunder, hvor du vil have ansvaret for at skabe mersalg og videreudvikle det gode samarbejde via f.eks. introduktion af nye produkter.

Som person trives du i en hverdag, hvor der ofte kommer nye kunder, nye markeder og dermed nye opgaver ind. Derfor er det helt naturligt for dig at sætte dig ind i nye love og regler, samt udvikle nye processer sammen med dine kolleger, så Munkebo Seafood altid lever op til alle krav.

MARKETING OG ADMINSTRATIVE OPGAVER

I samarbejde med marketingafdelingen skal du være en del af beslutningsprocessen ift. generel markedsføringsstrategi, messer og andre salgsfremmende aktiviteter.

Udover salgsarbejdet vil der være en del administrative opgaver forbundet med stillingen. Dette kan f.eks. være udarbejdelse af diverse rapporter, reklamationsbehandling osv. Fordelingen mellem salg og administrative opgaver vil være cirka 50/50.

Dine kvalifikationer

• Du har erfaring indenfor internationalt B2B salg i fødevarebranchen, primært til kæder og supermarkeder, og gerne med erfaring fra salg gennem agenter i udlandet. Du har erfaring med at opbygge kunderelationer, koncepter og markeder, samt erfaring med at strukturere og prioritere salgsindsatser.

• Du forestår selv den udførende del af opgaverne. Alternativt er du indstillet på, at et vilkår for succes i jobbet, er, at du selv følger opgaverne til dørs.

• Du behersker engelsk på forhandlingsniveau – og gerne et andet sprog.

• Som person er du handlekraftig, selvkørende, struktureret og følger selv op på dine ting. Du besidder en høj integritet og troværdighed, som vi ligger meget vægt på i relationen til vores kunder.

• Du forfølger såvel det langsigtede mål, som den umiddelbare mulighed, og deltager med dit gode humør og engagement aktivt i at få hverdagen til at køre i virksomheden.

Har du spørgsmål til stillingen, eller ved du allerede, at du vil være en del af holdet hos Munkebo Seafood?

Hvis du har nogle spørgsmål, er du velkommen til at kontakte General Manager, Michael Karlsen på mk@munkeboseafood.dk

Og du søger stillingen ved at sende din ansøgning samt CV til marketing@munkeboseafood.dk

Send din ansøgning og CV allerede i dag, da de indkalder til samtaler løbende. Tiltrædelse er snarest muligt, men de venter naturligvis på den rigtige kandidat.

Information
AdresseFiskeløkken 1, 5330 Munkebo
KontaktpersonSpørgsmål kan sendes til General Manager, Michael Karlsen på mk@munkeboseafood.dk Du søger stillingen ved at sende din ansøgning samt CV til marketing@munkeboseafood.dk
AnsættelsesdatoSnarest muligt