Skip to main content

Gør en forskel for en ung i lokalområdet – bliv Talentspejder

En relation kan gøre en verden til forskel! Har du lyst til at gøre en forskel for en ung i dit lokalområde? Så deltag til Talentspejdernes gratis mentorkursus.

Af: Troels Lundstrøm | Foto: Canva

Talentspejderne søger lige nu 10 mentorer i Kerteminde Kommune, der vil bruge deres erfaringer og kompetencer til at støtte unge i 7.–9. klasse på deres vej mod uddannelse og job.

Som mentor bliver du en vigtig voksen, der kan styrke den unges tro på egne evner og muligheder – og der er allerede unge på ventelisten.

Gratis mentorkursus

Den 23. april kan du deltage på et gratis mentorkursus, hvor du bliver klædt godt på til rollen som talentspejder. Her får du viden, inspiration og praktiske værktøjer, som gør dig klar til mødet med den unge. Du får også mulighed for at møde andre frivillige, der – ligesom dig – brænder for at gøre en forskel.

Kurset afholdes kl. 08.30-15.00 hos HYDAC, Havretoften 5, 5550 Langeskov

Det får du ud af at være talentspejder:
  • Du gør en konkret forskel for et ungt menneske – og ser udviklingen ske lige for øjnene af dig.
  • Du styrker dine evner til at lytte, kommunikere og skabe tillid – kompetencer, du kan bruge både i arbejdslivet og privat.
  • Du lærer noget nyt om dig selv og om andre mennesker

Du behøver ingen særlig faglig baggrund uddannelse – det vigtigste er, at du har lyst til at lytte, støtte og være en positiv rollemodel.

Er du nysgerrig eller vil høre mere
Så ræk endelig ud til frivilligkoordinator Marie Hahne på 7195 8070 eller marie@talentspejderne.org

 

1. april 2026

Stabilt medlemstal for idrætsforeningerne i Kerteminde Kommune – rekord på landsplan

For fjerde år i træk kan DGI og Danmarks Idrætsforbund (DIF) præsentere et historisk højt medlemstal for landets idrætsforeninger.

Af: DGI | Foto: Canva
PRESSEMEDDELELSE

Det samlede medlemstal er nu oppe på 2.525.038, en stigning på 40.821 i forhold til året før. Det er første gang, at medlemstallet på landsplan runder 2,5 millioner.

I Kerteminde Kommune var der ikke de store udsving medlemstallet fra 2024 til 2025. Der var en lille fremgang på 62 medlemmer, så der nu samlet er 10825 medlemmer i kommunens 65 idrætsforeninger under DGI og DIF.

Idrætsforeningerne bliver valgt til

Medlemstallene for hele landet viser, at DIF og DGI’s samlede tal sætter rekord for fjerde år i træk siden nedgangen i corona-årene.

Det er fantastisk glædeligt, at de fynske idrætsforeninger igen i år sætter medlemsrekord, og at fremgangen omfatter stort set alle aldersgrupper. Selv om udviklingen varierer lidt mellem kommunerne, viser det tydeligt, at idrætten står stærkt på Fyn.

Det skyldes først og fremmest de mange frivillige, som hver uge skaber fællesskaber, der er trygge, sjove og udviklende for både børn, unge, voksne og ældre. Deres indsats er uvurderlig og mærkes i hele det fynske foreningsliv! siger DGI Fyns formand Charlotte Kjær

Medlemsrekorden vækker også glæde hos DIF.

Det er fantastisk, at endnu flere valgte foreningsidrætten til i 2025. I idrætsforeningerne mødes børn, unge og voksne i stærke fællesskaber, hvor der både er plads til motion, hygge, ambitioner og nye venskaber. Den nye medlemsrekord er et resultat af de mange frivilliges indsats, og de skal alle have en kæmpe tak for indsatsen, siger DIF’s formand, Hans Natorp.

31. marts 2026

Op mod tusind borgere ventes at samle skrald i Kerteminde

Der er lagt op til den helt store forårsrengøring, når Danmarks Naturfredningsforenings årlige affaldsindsamling løber af stablen i uge 16.

Af: Danmarks Naturfredningsforening | Foto: Maria Schumann
Pressemeddelelse

I hele landet rykker skoler, foreninger, virksomheder og familier ud med affaldssække og gribetænger for at fjerne andres efterladte affald. Alene i Kerteminde Kommune forventes op mod 1.000 børn og voksne at deltage.

Da vinteren slap sit greb om Danmark og sneen smeltede væk, var det ikke kun forårsblomster, der begyndte at titte frem. Mange steder kom cigaretskod, takeaway-emballager og andet skrald igen til syne. Men nu skal det væk.

Mandag d. 13. april begynder Danmarks Naturfredningsforenings årlige affaldsindsamling, hvor danskere fra hele landet går sammen om at samle skrald, der ligger og flyder i naturen og i byerne.

I hverdagene deltager skoler og dagtilbud landet over. Ugen igennem bliver der desuden afholdt lokale indsamlinger, hvor foreninger, virksomheder og privatpersoner inviterer lokalsamfundet med ud at samle affald. Størstedelen af indsamlingerne åbne for alle og findes på affaldsindsamlingen.dk.

Også i Kerteminde Kommune bliver der samlet skrald. Her forventes op mod 1.000 borgere at give en hånd med – heraf 385 børn fra skoler og dagtilbud, der er tilmeldt årets indsamling.

Samlet set forventer Danmarks Naturfredningsforening, at godt 200.000 kommer til at deltage på landsplan – heriblandt 137.000 fra skoler og dagtilbud.

Vi er meget taknemmelige for den store opbakning til Affaldsindsamlingen. Hvert stykke affald tæller, og når så mange danskere hjælper til, er det virkelig noget, der batter og gør en synlig forskel. Vi glæder os til at se, hvor meget vi sammen får samlet i år, siger Asger Ebdrup, projektleder for Affaldsindsamlingen.

Se tallene for de øvrige kommuner her.

Gratis affaldssække i REMA 1000

I samarbejde med discountkæden REMA 1000 leverer Danmarks Naturfredningsforening gratis affaldssække til skoler, dagtilbud og de lokale indsamlingsarrangementer.

Som noget nyt kan man i løbet af affaldsugen også hente gratis affaldssække i den lokale REMA 1000 – så længe lager haves.

Vi ønsker at gøre det så let som muligt at være med i Affaldsindsamlingen. Derfor er vi glade for, at vi sammen med REMA 1000 og deres flere end 430 butikker kan nå ud i hele landet og forhåbentligt få endnu flere danskere med, siger Asger Ebdrup.

Sidste år deltog omkring 190.000 i Affaldsindsamlingen. Her blev der i alt samlet 80 ton skrald.

30. marts 2026

Elever i tusindvis løb for lungesyge børn

33 fynske skoler var med, da skolebørn fra hele landet snørede løbeskoene og løb for at støtte Børnelungefondens vigtige forskning.

Af: Team Rynkeby Fonden | Foto: Team Rynkeby Fonden
PRESSEMEDDELELSE

95.000 børn fordelt på 396 skoler over hele landet deltog den 27. marts i det traditionsrige Team Rynkeby Skoleløb for at støtte familier med børn og unge, der lever med alvorlige lungesygdomme

Løbet er Nordens største velgørenhedsløb for børn, og de deltagende børn har indgået mikro-sponsorater med deres forældre, venner og familier. Så jo længere, de løber, jo flere penge samler de ind til det gode formål.

Forventet indsamling på omkring 5 millioner kroner

Sidste år blev der indsamlet 5,4 millioner kroner til Børnelungefonden, og forventningen er, at der bliver indsamlet mindst et tilsvarende beløb i år.

Det store engagement fra børn og skoler begejstrer Team Rynkeby.

Det har været en fantastisk dag. Jeg er virkelig imponeret over, hvordan skolerne og børnene går ind i løbet og engagerer sig i sagen på tværs af klassetrin og skoler. De penge, der bliver samlet ind, kommer til at gøre en mærkbar forskel i kampen mod de livstruende lungesygdomme, og børnene skal være stolte af sig selv. Sammen med de frivillige Team Rynkeby-deltagere, der har været med til at lave løbet til en kæmpe fest ude på skolerne, fortjener de den største respekt, siger Steffen Juncker, landechef for Team Rynkeby i Danmark.

Han tilføjer, at skoleløbet også handler om meget andet end at samle penge ind.

Målet med løbet er også at give børnene en oplevelse af, at de rent faktisk er i stand til at gøre en forskel. Vi lever i en tid, hvor det er let at slå ud med armene og tænke, at man alligevel ikke kan ændre på tingenes tilstand, men i skoleløbet får børnene en unik mulighed for at opleve, hvordan deres indsats gør en reel forskel for nogle børn, der har meget at kæmpe med selv.

Støtter forskningen i alvorlige lungesygdomme hos børn og unge

Team Rynkeby Skoleløbet har rejst penge til Børnelungefonden hvert år siden 2017. Igennem årene har de deltagende elever indsamlet mere end 65 millioner kroner til fondens arbejde.

Børnelungefonden bruger hele overskuddet fra Team Rynkeby Skoleløbet til at støtte forskningen i lungesygdomme hos børn og unge.

Over 100.000 børn i Danmark er ramt af en lungesygdom, som har en stor betydning for børnenes livskvalitet og muligheder for at deltage i fritidsaktiviteter og undervisning.

23. marts 2026

Ugens bolig byder på snedkerkøkken og sydvendt terrasse i Munkebo

Bolig med snedkerkøkken fra 2022, tunnelpejs og en overdækket terrasse i Munkebo tæt på fjord, indkøbsmuligheder og skole.

Af: Isabella Ravn | Foto: Estate Kerteminde

Ugens bolig fra Estate Kerteminde er en velholdt villa på Fjordvej 163 i Munkebo. Villaen på 159 kvadratmeter er udstyret med et dejligt soveværelse og to fleksible værelser, der kan fungere som børneværelse, gæsteværelse eller kontor.

Køkken og stue med masser af lys

Huset er installeret med et JKE-køkken fra 2022 i massivt eg med sorte kompositbordplader og med italienske sten langs gaskomfuret. Med dette flotte køkken er der rig mulighed for at udfolde sine gastronomiske talenter i inspirerende omgivelser.

Køkkenet er forbundet med et alrum og med dobbeltdøre, som fører ind til en flot spisestue og stue, der er flettet fornemt sammen med en tunnelpejs.

Fra spisestuen er der adgang til til en sydvendt terrasse med pergola, der er skræddersyet til sommergrillaftener og hyggelige stunder med familie og venner.

Plads til tøj og værktøj

Fra entréen får man også adgang til et nyt bryggers, som fører videre ind til et walk-in closet og et værksted. Derudover byder villaen på et gæstetoilet og et badeværelse med mørke klinker, granit og en rummelig bruseniche.

Til bilen er der en carport med egen ladestander.

Fakta om boligen:
  • Boligareal: 159 m²
  • Stue/Værelser: 2/3
  • Bygget/Ombygget: 1963/1979
  • Grundstørrelse: 689 m²
  • Energimærke: D
  • Pris: 2.295.000 kr.

Læs mere om boligen på Estates hjemmeside eller ring til Estate på tlf: 65314440 og bestil en fremvisning i dag.

 

Munkebo Seafood søger kollegaer til lager og/eller produktion

Virksomheden er stolte og taknemmelige over den store efterspørgsel på deres produkter. Det betyder, at Munkebo Seafood har travlt, og nu har brug for flere kollegaer til lager og/eller produktion.

Af: Nete Ploug | Foto:

På en af deres produktionslinjer har Munkebo Seafood nået kapacitetsgrænsen, og derfor opretter de et nyt hold, så de kan fordele arbejdet bedre og få flere med.

Om jobbet: 

Hos Munkebo Seafood har vi fisk og skaldyr mellem hænderne hver eneste dag – og før dagen er omme, er de blevet til konserves, som finder vej til både danske og internationale markeder.

Du bliver en del af lageret og/eller produktionen, hvor dine primære opgaver er at pakke produkterne. Arbejdet foregår ved samlebånd og lukkemaskiner, og du er med hele vejen for at sikre, at alt bliver pakket korrekt og lever op til vores kvalitetskrav. Det kræver overblik og sans for kvalitet – også når tempoet er højt.

I hverdagen forventes det, at du både kan arbejde selvstændigt og indgå i et tæt samarbejde med dine kollegaer. God kommunikation er afgørende for, at hverdagen fungerer effektivt. Da kommunikation spiller en central rolle, er det nødvendigt, at du kan læse og forstå dansk.
Stillingen byder på en aktiv arbejdsdag, hvor du er på benene det meste af tiden, og hvor vi hjælper hinanden med at få opgaverne løst sikkert og effektivt.

Du får en grundig oplæring og en tryg start sammen med en erfaren kollega. Erfaring er ikke det vigtigste for os – det er din indstilling og lysten til at være en del af fællesskabet.

Arbejdstider: 

På grund af øget efterspørgsel udvider vi produktionen og søger medarbejdere til både dag- og aftenhold.

Daghold:

Mandag–torsdag: kl. 07.00–15.00
Fredag: kl. 07.00–14.30

Fordele ved dagholdet:

  • Fri tidligt på dagen – god balance mellem arbejde og fritid
  • Fast og stabil arbejdstid

Aftenhold (forskudt hold)

  • Mandag–torsdag: kl. 11.00–20.00
    (Fri hver fredag)

Fordele ed aftenholdet:

  • 4-dages arbejdsuge (4 x 9 timer)
  • Løn svarende til 37 timer
  • Betalte pauser
  • Fast lang weekend – hver uge

Derudover tilbyder vi en række personalegoder, som vi gerne uddyber til jobsamtalen.

Bliv en del af holdet: 

Send din ansøgning og CV til marketing@munkeboseafood.dk

Skriv gerne i din ansøgning, om du er interesseret i dag-, aften- eller begge hold.

Ønsker du at høre mere om stillingen, er du velkommen til at sende dine spørgsmål på mail.

Telefonsamtaler aftales ligeledes via mail, så der kan afsættes tid til en dialog.

Vi ser frem til at høre fra dig – kast endelig snøren ud, vi er klar til at bide på!

19. marts 2026

DSRS Kerteminde vinder “Årets Søredning” for dramatisk aktion i Kerteminde Bugt

En dramatisk redningsaktion ud for Kerteminde Bugt i september sidste år har sikret DSRS Kerteminde prisen for ”Årets Søredning” – et nyt initiativ fra Dansk Søredningsselskab (DSRS), der hylder de frivillige søredderes ekstraordinære indsats til søs.

Af: Dansk Søredningsselskab | Foto: Dansk Søredningsselskab
Pressemeddelelse

Torsdag den 4. september 2025 kl. 14:55 gik alarmen. En 33 fods motoryacht med to personer og to hunde ombord meldte om brand i motorrummet – blot to sømil fra Kerteminde. Giftig røg vældede ud fra motorrummet, og situationen udviklede sig hurtigt kritisk.

Allerede 15 minutter efter alarmen var redningsbåden Freja fra DSRS Kerteminde fremme ved den brændende yacht.

Livredning af frivillige ved Kerteminde Bugt

Ombord var de frivillige Ole Møller, Jens Hjorth, Jesper Lau, Lasse Nielsen og Søren Dreier.

Da vi nåede frem, var der tæt, sort røg, og vi kunne høre, at det knitrede fra motorrummet, fortæller en af det frivillige, Ole Møller.

Vi kunne ikke komme tæt på uden risiko for overtænding, men vi vidste, at der var mennesker og hunde ombord – så vi pressede stævnen af Freja ind mod skroget og fik besætning og hunde trukket over. Der var ingen tid til tøven.

De reddede blev bragt sikkert til Kerteminde Marina, hvor andre DSRS-frivillige tog imod med psykisk førstehjælp og hjælp til kontakt med pårørende.

Men indsatsen stoppede ikke der. Da motoryachten efterfølgende drev mod land, vendte Frejas besætning tilbage.

For at forhindre, at det brændende fartøj antændte noget på kysten, besluttede de at bruge Frejas eget anker til at holde vraget på positionen.

Det var en dramatisk situation, fortæller Jesper Lau.

Vi kunne mærke varmen, og båden var overtændt, men vi havde pligt til at sikre, at den ikke drev ind på land.

Kort efter ankom det kommunale beredskab i en RIB-båd. En brandmand kom ombord på Freja for at assistere med slukningsarbejdet, men trods indsatsen stod båden ikke til at redde.

Cirka tre timer efter alarmen sank den. JRCC (Joint Rescue Coordination Centre) tilkaldte efterfølgende et miljøskib for at undersøge eventuel forurening i området.

DSRS’ formand, Steen Wintlev Jensen, fremhæver at det er de øvrige stationer, der har valgt vinderen:

Den bedste ros man kan få er den fra ens kolleger og ligesindede. DSRS’ vigtigste opgave er at redde liv, og her gjorde besætningen en klar forskel. Denne aktion viser kernen i, hvad DSRS står for. Frivillige, der handler resolut og redder liv – uden at tøve.

Frivillige fra DSRS Kerteminde er blevet hædret for en dramatisk redningsaktion i Kerteminde sidste år. Foto: Dansk Søredningsselskab (DSRS)

16. marts 2026

Mette Frederiksen på rundtur i landet: De unge skal væk fra skærmen og ind i fællesskabet

Som led i valgkampen sætter Mette Frederiksen fokus på unges skærmforbrug og fremhæver de fysiske foreningsfællesskaber som et vigtigt alternativ til sociale medier.

Af: Isabella Fuglsang | Foto: Socialdemokratiet

I lørdags gæstede statsminister Mette Frederiksen Fyn for at tale om fællesskaber og unges trivsel. Her kom hun med en klar melding: Sociale medier skal begrænses, og de fysiske fællesskaber skal styrkes.

Selvom besøget fandt sted i forbindelse med et lokalt løb i Strib, var budskaberne rettet mod hele Danmark. Statsministeren benyttede lejligheden til at hylde det danske foreningsliv, som hun mener er selve fundamentet for vores samfund.

Mit bud er, at de fleste af os, der er på Christiansborg, har lært rigtig meget af foreningslivet, og jeg tror, at alle kan lære noget af at være en del af det frivillige i Danmark, lød det fra Mette Frederiksen.

Til kamp mod de sociale medier

Et af de centrale emner for statsministeren er de unges digitale liv. Hun lagde ikke skjul på, at hun ser de sociale medier som en direkte konkurrent til de sunde, fysiske fællesskaber, og hun foreslår nu flere midler for at beskytte børn og unge.

Vi har aftalt, at telefonen kommer ud af skolen nu – både i undervisningen og i frikvartererne. Men jeg mener også, at vi skal forbyde de sociale medier helt ned til 14-15 år. Vi skal sørge for, at man skal logge ind med sin alder, så man simpelthen ikke kan logge ind, hvis man ikke er gammel nok, forklarede Mette Frederiksen.

Som en modvægt til den digitale verden peger hun på efterskolerne. Og en nylig politisk aftale skal gøre det økonomisk muligt for flere familier at sende deres børn afsted, uanset indkomst, for at sikre dem adgang til tætte, forpligtende fællesskaber.

Lettere at være ung iværksætter

Udover trivsel og skærmtid fokuserede besøget også på fremtidens erhvervsliv. Statsministeren anerkendte, at det i dag kan være for “bøvlet” for unge at starte egen virksomhed på grund af administrative byrder.

Spørgsmålet er, om vi kunne lave et eller andet, hvor vi løftede nogle af de administrative byrder. Det vil jeg i hvert fald gerne være med til at kigge på, sagde hun med henvisning til de mange krav, der møder unge iværksættere, som ikke nødvendigvis kommer fra en iværksætterfamilie.

Valgkampen ruller: Husk at stemme den 24. marts

Besøget er blot et af mange stop for Mette Frederiksen i disse dage. Statsministeren rejser i øjeblikket land og rige rundt som en del af valgkampen op mod folketingsvalget, der finder sted tirsdag den 24. marts 2026.

Uanset om man er enig i regeringens politik eller har tænkt sig at sætte sit kryds et helt andet sted, er opfordringen klar: Brug din stemmeret og vær med til at præge fremtidens Danmark den 24. marts.

Du kan finde mere information om valgdagen og dit lokale afstemningssted på kommunens hjemmeside.

11. marts 2026

Mette Frederiksen: Verden er urolig, men Danmark skal styrkes indefra

I Torvehallerne talte statsministeren om krig, energipriser og børns mistrivsel, mens hun i interview med LokalNyt pegede på behovet for at styrke Danmark indefra.

Af: Andreas Hjort | Foto: Socialdemokratiet

Tirsdag den 10. marts besøgte statsminister Mette Frederiksen Torvehallerne i Vejle til arrangementet En samtale om verden og hverdagen. Her deltog hun i en åben samtale med Christian Degn om international uro, velfærd og danskernes hverdag midt i valgkampen frem mod folketingsvalget den 24. marts.

Danmark skal styrkes indefra

Forud for arrangementet talte LokalNyt med statsministeren om de vigtigste temaer i valgkampen. Her sagde hun, at hendes vigtigste mål er at styrke Danmark indefra, selv om verden er præget af uro.

Lokalet var fyldt, da Mette Frederiksen og Christian Degn gik på scenen i Torvehallerne. Foto: Socialdemokratiet.

Det jeg håber mest på, og det jeg kommer til at arbejde mest for, det er, selvom vi er i gang med at håndtere en meget urolig verden, at vi også styrker Danmark indefra, sagde Mette Frederiksen til LokalNyt.

Den samme pointe gik igen fra scenen i Vejle, hvor hun koblede udenrigspolitik sammen med danskernes hverdag.

Vi skal have bragt energipriserne ned. Vi skal have styr på vores ydre grænser. Og så, hvis du spørger mig, skal vi også have et ordentligt velfærdsløft, sagde hun under arrangementet.

Udenrigspolitik fylder mere

Ifølge statsministeren fylder udenrigspolitik mere i denne valgkamp end tidligere. Det sagde hun også til LokalNyt, hvor hun pegede på, at krig, konflikt og oprustning fylder langt mere end i tidligere valgkampe.

På scenen i Vejle sagde hun desuden:

Verden er jo blevet så urolig, at det, der er nyheder om morgenen, ikke længere er nyheder om aftenen.

Børnefamilier og mistrivsel fylder

Samtidig fortalte Mette Frederiksen til LokalNyt, at hun især møder bekymringer fra børnefamilier.

Jeg tror, det der gør størst indtryk lige nu, det er børnefamilier, der har det svært, fordi der for eksempel er skolevægring hos deres børn, sagde hun til LokalNyt.

Også det tema fyldte under arrangementet, hvor hun pegede på mistrivsel blandt børn og unge som en voksende udfordring.

Vi ser skolevægring i et omfang, vi aldrig nogensinde har oplevet før. Det tynger rigtig mange familier, sagde hun fra scenen.

Velfærd er fortsat vigtigst

Selvom den internationale situation fylder mere end tidligere, fastholdt statsministeren i interviewet med LokalNyt, at velfærd fortsat er hendes vigtigste prioritet.

Hvis jeg kun må vælge én ting, så bliver det, at vi skal gøre Danmark stærkere indefra også, og det er selvfølgelig vores velfærdssamfund, der er det vigtigste, sagde hun til LokalNyt.

Statsministerens besøg i Vejle var en del af hendes rundtur i landet i forbindelse med valgkampen frem mod folketingsvalget den 24. marts.

10. marts 2026

Ventetiden på en byggetilladelse stiger på Fyn

I to kommuner på Fyn falder ventetiden på byggetilladelser, mens den stiger i otte kommuner, viser nye tal fra DI Byggeri.

Af: DI Byggeri | Foto: Canva
PRESSEMEDDELELSE

Har du planer om at bygge et nyt parcelhus til familien eller en ny lagerhal til virksomheden i Middelfart eller Faaborg-Midtfyn, skal du muligvis væbne dig med lidt tålmodighed. Det samme gælder i Langeland og Odense kommuner, hvor man i gennemsnit skal vente henholdsvis 88 og 89 dage på at få en byggesag godkendt.

Kan blive en udfordring

Det viser tal fra DI Byggeri. Ventetiden er opgjort fra den dag, hvor kommunerne har modtaget alle oplysninger i byggesagen, så det er den reelle sagsbehandlingstid i kommunerne, der måles på.

De lange ventetider på byggetilladelser kan blive en udfordring for, at borgere og virksomheder kan sætte gang i byggeprojekter. Det er afgørende, at kommunerne prioriterer en effektiv sagsbehandling, så ventetiden ikke bliver en hindring for vækst og udvikling på Fyn, siger udvalgsleder for DI Byggeri Fyn, Steen Johansen.

Til gengæld glider byggesagerne lettere igennem i Svendborg og Ærø kommuner, hvor man i gennemsnit skal vente i 25 og 31 dage.

Det er glædeligt at se, hvordan Svendborg og Ærø kommuner formår at holde ventetiden på et lavt niveau. Det viser, at det med målrettet indsats kan lade sig gøre at sikre en smidig og effektiv sagsbehandling til gavn for både borgere og virksomheder, siger udvalgsleder i DI Byggeri Fyn, Steen Johansen.

DI Byggeri Fyn glæder sig over, at ventetiden er faldet i to kommuner. Særligt har ventetiden i Nordfyns Kommune fået et flot knæk og er faldet fra i gennemsnit 126 til 37 dage. Generelt går det dog i den forkerte retning for otte kommuner, for eksempel i Middelfart Kommune, hvor den gennemsnitlige ventetid er steget fra 62 til 92 dage. Også i Faaborg-Midtfyn er ventetiden steget fra 65 dage til 89 dage.

Det er meget positivt, at Nordfyns Kommune har formået at nedbringe ventetiden så markant. Det vidner om, at der gøres en stor indsats for at optimere sagsbehandlingen til gavn for virksomheder og borgere. Samtidig er vi opmærksomme på, at flere kommuner oplever længere ventetider, og vi ser frem til fortsat dialog om, hvordan vi sammen kan finde løsninger, så processen bliver smidigere for alle parter, siger Steen Johansen, udvalgsleder for DI Byggeri Fyn.

Se hvor lang ventetiden er i din kommune her.