Personalet hos Aldi i Kerteminde opdagede ved en tilfældighed, at der lå en falsk 1000-kroneseddel i kasseapparatet. Nu skal 14 dages overvågning kigges igennem for at finde gerningsmanden.
Det er sket i hele tre forskellige butikker på Fyn inden for en periode på to uger, at ukendte gerningsmænd er sluppet afsted med at betale med forfalskede 1000-kronesedler. Det er indtil videre sket på McDonalds i Nyborg, i Lidl i Ringe og Aldi i Kerteminde.
Bedrageriet blev opdaget om formiddagen torsdag d. 17. november, og det er sket tidligst d. 4. november. Derfor ligger der nu et større arbejde med at kigge flere dages overvågning igennem for forhåbentlig at spotte gerningsmanden.
Der er indtil videre ingen tegn på, at de tre hændelser med falske sedler er udført af samme gerningsmand. Det bliver dog alligevel anbefalet at alle - både private og forretninger – er opmærksomme på store sedler i fremtiden.
