Skip to main content
10. oktober 2025

Nu kan lokale projekter i Munkebo søge støtte fra Energi Fyns vindmøllepulje

Energi Fyns vindmøllepulje uddeler 87.000 kroner til udvikling af lokalområdet i og omkring Munkebo.

Af: Energi Fyn | Foto: Energi Fyn
PRESSEMEDDELELSE

Frem til den 31. oktober kan lokale foreninger og initiativer i Munkebo og omegn søge om støtte fra Energi Fyns Vindmøllepulje.

I år uddeler vindmøllepuljen 87.000 kroner til projekter inden for en radius af 4,5 kilometer fra Energi Fyns tre vindmøller på Odense Havn.

Vi glæder os hvert år til at se, hvordan midlerne bliver brugt til at skabe lokale forbedringer. Det er vigtigt for os, at vi giver værdi tilbage til nærområdet, fortæller Christian Drejer, kommerciel direktør hos Energi Fyn.

Historien om Munkebo får nyt liv

Sidste år modtog Østfyns Museer støtte til projektet “Ny viden om Munkebos gyldne fortid”, der sætter fokus på Munkebos historie, natur og biodiversitet gennem 3.000 år.

Takket være midler fra Energi Fyns vindmøllepulje har vi lavet nye undersøgelser, som viser, at man i bronzealderen brugte ålegræs til at pakke offerfund ind i. Den nye viden giver ikke bare indsigt i fortiden, men kan også inspirere nutidige projekter inden for naturgenopretning og biodiversitet, fortæller Malene Refshauge Beck, arkæolog ved Østfyns Museer.

Søg støtte til lokale idéer

Projekter inden for energioptimering, energibesparelse, kultur, miljø og natur har fortrinsret, men alle projekter, der understøtter udviklingen i og omkring Munkebo, kan komme i betragtning.

Det beløb, som vindmøllepuljen uddeler, bestemmes af indtægten fra den strøm, som vindmøllerne producerede sidste år. I år uddeles der 87.000 kroner.

Ansøgningsperioden løber fra 1. oktober til 31. oktober kl. 15.00.

Ansøgninger sendes til Energi Fyn på vind@energifyn.dk.

Fakta:

Om Energi Fyns vindmøllepulje
  • Puljen støtter projekter inden for en radius af 4,5 km fra Energi Fyns tre vindmøller på Odense Havn i Munkebo.
  • Projekter inden for energioptimering, energibesparelse, kultur, miljø og natur har fortrinsret.
  • Vindmøllepuljekomiteen indhenter forslag og træffer beslutning om anvendelsen af midlerne fra vindmøllepuljen.
  • Vindmøllepuljekomiteen består af tre repræsentanter fra lokalsamfundet (udpeget af Lindø Vindmøllelaug I/S) og to repræsentanter fra Energi Fyn.
  • Ansøgninger modtages mellem den 1. og 31. oktober kl. 15.00 på vind@energifyn.dk.