Store muligheder for fynske byer med ny lukkelov
Erhvervsminister Morten Bødskov og en lang række af fynske MF’ere ser store muligheder for flere fynske byer med den nye lukkelov - blandt andet for Middelfart.
Debatindlæg af Morten Bødskov, erhvervsminister, Trine Bramsen, MF for S, Thomas Skriver, MF for S, og Kim Aas, MF for S, Sara Emil Baaring, MF for S, Lasse Pedersen, MF for S, Bjørn Brandenborg, MF for S.
I vores lokalsamfund betyder det noget, at tøjbutikken eller købmanden er åben. Og mange steder kæmper lokale ildsjæle for at skabe liv og udvikling i bymidterne. For eksempel i byer som Bogense og Kerteminde.
Dem giver vi nu bedre betingelser ved at modernisere lukkeloven. For det lokale erhvervsliv har for længe været begrænset af regler, som ikke er fulgt med tiden.
Et konkret eksempel: I Bogense har de fortalt om, hvordan de et år blev nødt til at stable et musikarrangement på benene for at kunne dokumentere, at de lavede et ”officielt” arrangement – så butikkerne kunne få lov at holde åbent og nyde godt af den omsætning, helligdagene skaber i bymidten. Et andet år var det et lysshow.
Ja, det er gode arrangementer. Men det er unødvendigt bureaukrati, vi lægger ned over vores lokalsamfund.
