Skip to main content
30. maj 2023

Vinder af arkitektkonkurrencen om udvidelsen af Fjord&Bælt er fundet

Det bliver tegnestuen Praksis, der skal tegne den over 800 m2 store bygning, der udvider Fjord&Bælt i Kerteminde.

Af: Isabella Ravn | Foto:

PRESSEMEDDELELSE FRA FJORD&BÆLT

Det bliver tegnestuen Praksis, der skal tegne den over 800 m2 store bygning, der udvider Fjord&Bælt i Kerteminde. Et projekt, som A.P. Møller Fonden har bevilget 43.5 millioner kroner til og Kerteminde Kommune bidrager med 10 millioner kroner til.

Når det nye Fjord&Bælt om et par år står færdigt ved havnen i Kerteminde, vil det være i en bygning tegnet af tegnestuen Praksis. I valget af projektet fra tegnestuen Praksis er der lagt vægt på, at tilbygning, ombygning og udeareal både passer ind i og markerer sig i byen.

Fjord&Bælt åbnede for 25 år siden som maritimt oplevelses- og forskningscenter. I dag er centret en international attraktion med enestående muligheder for at opleve marsvin og sæler på nært hold og tæt på deres naturlige levested. Flere og flere besøger Fjord&Bælt, og med den kommende udvidelse får publikum bedre forhold, og rammerne for formidling bliver bedre.

En ny signaturbygning

For A.P. Møller Fonden har det været afgørende, at udvidelsen af Fjord&Bælt øger forståelsen for dyrelivet og biodiversiteten i nærområdet. Med valget af det konkrete projektforslag er der endvidere lagt vægt på arkitektoniske og kvalitetsmæssige værdier, som vil åbne stedet mere op til gavn for borgere og turister.

Den nye bygning udvider Fjord&Bælt med en “Blå Bølge”, der markerer sig tydeligt mod både by og havn. Den bliver en ny signaturbygning i Kerteminde, som både indpasses i det eksisterende havnemiljø og tilfører havnen en markant ny bygning.

Vi glæder os til at få bedre faciliteter til gavn for både borgere og turister i Kerteminde. Centret får større udstillingsarealer, et nyt udendørs odderbassin, en ny foyer og café, og en stor multifunktionssal, som vi kan bruge til større arrangementer. Vi får med udvidelsen mulighed for at holde en masse forskellige særarrangementer, lave store og markante særudstillinger, og forbedre de permanente udstillinger, vi har i dag. Dermed bliver Fjord&Bælt en større attraktion med mange flere oplevelser. Udvidelsen giver et stort løft til vores fortællinger, der giver gæsterne gode, spændende oplevelser og inspirerer til bevarelse af naturen, siger Mette Thybo, Direktør i Fjord&Bælt.

En del af et nyt byrum

For Borgmesteren i Kerteminde er udvidelsen en del af en større plan for havneområdet i Kerteminde.

Vinderprojektet lever på alle måder op til vores forventninger til, hvordan udvidelsen af Fjord&Bælt skal spille sammen med den øvrige udvikling af hele havneområdet, der er i fuld gang i de her år. Kertemindes maritime DNA vil blive markant styrket af udbygningen af Fjord&Bælt, der får det nybyggede vandlaboratorium lige uden for døren. Fjord&Bælts aktiviteter vil på den måde blive kædet sammen med det nye byrum på havnekajen, siger Borgmester i Kerteminde Kommune, Kasper Ejsing Olesen.

Tegnestuen Praksis, som har til huse i Svendborg, glæder sig over at have vundet arkitektkonkurrencen og ser frem til opgaven:

Fjord&Bælt er et imponerende sted, med både international forskning og besøg af rigtig mange glade familier og børn. Vi er meget glade og stolte over nu at være med til at tilføje en helt ny del og dermed bringe stedet godt ind i fremtiden. Vi ser frem til samarbejdet og til at besøge Kerteminde rigtig hyppigt, siger partner hos tegnestuen Praksis, Mads Bjørn Hansen.

De øvrige samarbejdspartnere i projektet er landskabsarkitekterne DetBlå samt VITA Ingeniører. Det nye Fjord&Bælt skal efter planen stå færdigt i 2026.